AT VÆRE ENEBOER I ET SERIØST FORHOLD

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 3 år. I 2.5 år af det forhold har jeg boet på Fyn og han har boet i Nordjylland, så vi har hver weekend skiftes til at tage toget frem og tilbage. Da jeg blev student i Maj, flyttede vi sammen i hans lejlighed og jeg elsker det. Når jeg er sammen med ham, får jeg en ro indeni og vores lille lejlighed er vores fristed. Men selvom at vi har været sammen så længe, så er der stadig bump på vejen og vi skændes da også. Den største udfordring i vores forhold i øjeblikket er, at vi skal være sammen og også give plads til at være os selv. Jeg er indbegrebet af en eneboer. Jeg kan sagtens være alene – jeg kan lide at være alene og jeg keder mig aldrig. Hvis der er for mange mennesker omkring mig i for lang tid af gangen, bliver jeg træt i hovedet og ked af det. Min kæreste derimod er verdens mest sociale menneske og kunne være sammen med venner og familie døgnet rundt. Det er der, at vores verdener støder sammen. Jeg har det meget svært ved, at min kæreste forlanger opmærksomhed, samtale-tid og mit nærvær, så snart jeg kommer ind af døren fra arbejde. I det øjeblik jeg kommer hjem, har jeg måske ikke haft noget tid til mig selv i 8-9 timer og det jeg har allermest lyst til er, at lukke mig helt inde i mig selv og bare være MIG. Det er dog ikke muligt, så jeg langer tit ud efter min kæreste fordi, at han netop ikke giver mig den alene-tid, som jeg har brug for og når det sker, så føler jeg mig som verdens værste kæreste. Det eneste han vil give mig er jo bare kærlighed, men mit overskud og hoved kan slet ikke rumme flere mennesker, efter en lang arbejdsdag. Jeg tror, at jeg har prøvet at forklare ham det, men til gengæld har han også forklaret mig, at han føler sig tit forsømt og overset, når jeg har det på den måde. Så vi har det egentlig bare dårligt begge to. Vi er dog nået frem til den konklusion, at vi skal lære at give hinanden det vi har brug for i små doser, så det bliver balanceret sådan, at ingen bliver kede af det. Det er bare svært. Vi har så forskellige behov og det er svært at få det hele til at passe sammen i en hverdag med lange arbejdsdage og trætte sind. Jeg håber, at vi bliver bedre for jeg mener, at vi hverken skal lave om på os selv eller hinanden. Vi skal lære at tage mere hensyn og være opmærksomme på hinandens behov, selvom at vores overskud eller interesse ikke lige er i top.

//Simone.